søndag den 11. november 2012

Referat af arbejdsgruppemøde 06.11.2012


Referat af arbejdsgruppemøde d. 06/11/2012

Deltagere:
Vibeke og Kristian fra Østjysk Bolig samt 8 fra arbejdsgruppen.

Intro:
Et fint møde hvor vi hurtigt gennemgik de forskellige udvalgs arbejde og forslag samt fik snakket lidt løst og fast om området, indflytning mv.

Status på udvalgs-arbejdet:

·         Legepladsudvalg
Der er snakket frem og tilbage om hvordan legepladsen skal financieres, opføres og vedligeholdes. Det er lidt omstændigt, da der skal opfyldes bestemte regler. Omkring placeringen er der også diskuteret flere løsninger, og umiddelbart er det oplagt at placere den enten mellem blok 8 og 10 eller i midten af området. Dog er det besluttet, at vi ikke kommer noget nærmere før vi er flyttet ind i Mårslet og får mærket efter, hvad der er optimalt at gøre.
Forslag til placering og udførelse kommer inden det næste beboermøde, så vi har noget at diskutere ud fra.

 

·         Materialeudvalg, udendørs
Da Østjysk Bolig sørger for sne-rydning på vores arealer frem til april 2013, er det ikke vurderet nødvendigt at indsamle tilbud på vinter-maskiner på nuværende tidspunkt. Havemaskiner, der skal bruges til foråret fås billigere til foråret, hvor vi samtidig har lidt mere overblik over hvor stort fælles-arealet er, og hvad vi har brug for af maskinel og redskaber til at vedligeholde dette.

 

·         Vedligeholdelsesudvalg, fællesarealer
Her er ikke noget at melde. Vi må konstatere at det er svært at forberede vedligeholdelsesplan, når vi ikke kender omfanget af fællesarealet. Plan følger naturligvis, når vi er kommet til rette i Mårslet.

 

·         Interiørudvalg
Der har der været livlig aktivitet med indhentning af tilbud på hhv. gardiner og hårde hvidevarer.
Tilbud er lagt på Bloggen og på Facebook-gruppen.
Der undersøges om der kan laves aftale med Elgiganten om en procentvis rabat på hele sortimentet, så hver beboer selv kan vælge hårde hvidevare-modeller.
 

·         Aktivitetsudvalg
Ideer til fællesaktiviteter kommer når vi er flyttet ind i Mårslet.


·         Kommunikationsudvalg
Rart at se at Bloggen bliver brugt. Husk, at indlæg kan mailes til
almenplus@gmail.com og adgang til Bloggen er: http://almenplus.blogspot.dk/


·         Haveudvalg
Området i Mårslet er ved at tage form, og der sker en masse i den kommende tid derude.

Omkring deciderede forslag til haveplan har vi vedtaget at vente til vi er flyttet ind i husene og har mærket efter, hvordan området fungerer bedst.

Vi vil i god tid inden næste beboermøde stille forslag til udformningen af haver og fællesareal, så der er noget at snakke ud fra.

Dog kan vi oplyse følgende, der er udført af Østjysk Bolig inden indflytning:

-          Bøgehække plantes ud fra hver bolig frem til skel/skrænt

-          Beplantning klares på skrænter og rundt i området

-          Græs sås i det omfang vejret tillader det – ellers klares det til foråret.

Hermed kan vi glæde os over at mange af de økonomiske overvejelser, der har været fra de øvrige beboere omkring dette, ikke bliver relevant.

 

Nilan-anlægget i boligerne

Producenten af Nilan-anlæggene har givet tilbud om at instruere os i betjeningen af disse. Derfor vil der blive lavet en eftermiddag/aften, hvor vi kan vælge os på 1 af 3 hold, hvor vi kan få instruktion samt svaret på spørgsmål vedr. Nilan-anlæggene. Mere herom følger fra Østjysk Bolig.

 

Generelt

·         Snerydning klares af Østjysk Bolig i perioden frem til april 2013. Hermed skal vi ikke bekymre os om organisering af snerydning før til næste vinter.
Vi vil undersøge muligheden for at overtage den nuværende aftale om snerydning med den vognmand, Østjysk Bolig har hyret.

·         Økonomi generelt for vores afdeling vil blive gennemgået af Østjysk Bolig og den bestyrelse, der er valgt efter generalforsamlingen (som der bliver indkaldt til på et senere tidspunkt).

·         Forsikring af glas/vinduer og kummer er ikke dækket af Østjysk bolig, så det er vigtigt, at man undersøger med eget forsikringsselskab om dette er inkluderet i egen indboforsikring.

Der er ikke aftalt yderligere møder inden indflytning, men de forskellige udvalg kan naturligvis altid træffes på mail: almenplus@gmail.com – husk at anføre i emne-feltet, hvilket udvalg, mailen henvender sig til.

 







 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar